Yoga i efterårsferien

Mandag den 18. oktober til søndag den 24. oktober kl. 9.00 – 10.00 og kl. 17.00 – 18.00.
I skolernes efterårsferie har vi morgen og aften yoga indendørs på Villa Strand.
Kom som du er, nyvågnet med morgenhår og begynd dagen med os.
Eller slut dig til os kl. 17.00 når vi laver aften yoga.
Timen er for alle både den mere trænede yogi og nybegynderen.
Vores yogalærere er Anita, Stina og Henriette.

Tag afslappet tøj på, medbring din egen måtte samt et tæppe du kan have over dig til afspænding.
Kom 15 min. før så du kan finde dig til rette.
Pris: 50 kr. Tilmelding her på hjemmesiden.

Oldies but Goldies i haven

Hver mandag kl. 10.00 – 11.00.
Timen for dig der har sølvstænk i håret og kan lide at bevæge dig til musik og få sved på panden.
Det er en time med en blanding af dans, gymnastik og yoga.
Til sidst slutter vi af med udstrækning og afspænding.
Alle er velkomne, og der er plads til de skader og skavanker, der skulle være dukket op med årene.
Tag tøj på du kan bevæge dig i og din egen måtte til udstrækning.

Pris: 50 kr. Tilmelding nødvendig.
Alle hold afholdes i vores skønne haver, der tages forbehold for ændringer og holdet kan aflyses ved for få tilmeldte eller dårligt vejr.

Vilde blomsterbuketter på Hornbækhus

Mandag den 18. oktober og fredag den 22. oktober kl. 12.00 – 14.00.
Blomsterne er et af kendetegnene for Hornbækhus. Såvel pottede pelargonier, de vilde udenfor og de afklippede i vaserne indendørs. Denne dag er det de vilde buketter i vaserne der er i fokus når vi sammen laver ugens buketter til huset.

Vi mødes kl. 12.00 på Villa Strand, hvor vi går på stranden og samler lidt fra naturen.
Herefter begiver vi os op mod Hornbækhus, hvor vi indfinder os i blomsterstuen.
Her sammensætter vi buketter til hotellets krystalvaser og fortæller om hvordan de forskellige vaser sætter rammen for hvordan buketten kommer til at tage sig ud.
Det lette og farverige udtryk er kendetegnende for husets vilde buketter som Birgitte Bergsten til daglig orkestrerer.

Pris 50 kr. inklusiv kaffe/the og kage.
Påklædning efter vejret.
Tilmelding nødvendig.

Snobrød i haven på Hornbækhus

Mandag den 18. oktober til søndag den 24. oktober kl. 14.00 – 16.00.
Hver dag i efterårsferien tænder vi op i bålfadet i haven. Vi har gjort snobrødspinde klar og rørt dej sammen, så tag en du gerne vil bage snobrød med under armen eller kom selv og mød andre der bager over bålet i haven på Hornbækhus.

I henvender jer i restauranten for at få en portion dej.
Det er gratis og kræver ikke tilmelding.

Der vil være mulighed for at købe kaffe/the eller kakao og der er tændt op i pejsen, hvis bålet ikke varmer nok.

Pizza og Perleplader

Tirsdag den 19. oktober, torsdag den 21. oktober og lørdag den 23. oktober kl. 12.00 – 14.00.
Vi stiller perler, plader og strygerjern frem i den lille spisestue. Tag dit barn, bedstemor eller nabo under armen og kom og lav perleplader på Hornbækhus.
Vi laver to slags pizza, du kan købe på dagen (den ene vegetarisk), samt sodavand, kaffe/the eller kakao.
Husk tilmelding nedenfor så vi ved, hvor meget pizza vi skal lave.

Alle er velkomne, børn i selskab med voksen.
Pris 30 kr.

Lav græskar med os i efterårsferien

Onsdag den 20. oktober og søndag den 24. oktober kl. 12.00 – 14.00.
Efteråret er græskar-højsæson og derfor inviterer vi til græskarudskæring udenfor i haven på Hornbækhus.

I Askepot bliver græskaret forvandlet til en karet, hvilken forvandling skal dit græskar igennem?

Vi har skeer, skæresæt og hvad der ellers skal bruges til at give sig i kast med græskar. Kom og lav din helt egen græskarlygte – eller se om du kan trylle det om til noget helt andet – sammen med os under overdækningen i haven.

Der vil være mulighed for at købe kaffe/the eller varm kakao.
Påklædning efter vejret, vi sørger for græskar til alle.
Pris 50 kr. pr. græskar.
Tilmelding nødvendig da der er et begrænset antal pladser.
OBS. Hvis I er flere om ét græskar, tilmeld da kun 1 person og noter i beskedfeltet hvor mange I kommer.

Play Prop på Hornbækhus

Torsdag den 21. oktober kl. 20.30 – 21.30
Vær med til en aften med skøn latter og skarpt fokus.
Det er ikke afgørende om du kender spillet Play Prop i forvejen, da vi får besøg af Birger Norup, der introducerer spillet. Det tager to minutter at lære, men en aften at mestre og der er 100% grinegaranti.

Birger fortæller også historien om fonden Playing for Good Relations og hvorfor både gadebørn fra Indien og danske skolebørn kender spillet.
Spillet er for alle fra 6 til 106 år og det er en fordel at kunne et-tabellen.

Der vil være mulighed for køb af drikkevarer og du kan også købe spillet med hjem.
Arrangementet er gratis, men hvis du har lyst til at spise med kl. 19.00 kan du bestille plads til fællesspisning her.

Syng Sammen på Hornbækhus

Hver søndag aften kl. 20.00 – 21.00.
Tag højskole sangbogen under den ene arm og din nabo under den anden. Vi har også nogle bøger du kan låne.
Kom med den stemme du har og syng med. Det handler ikke om hvor godt, hvor højt eller hvor langt du kan holde en tone men bare at sidde sammen og synge smukke sange.
Vi synger 8 udvalgte sange fra Højskole sangbogen.
Pianist Anne-Tina ved tangenterne.

Det er gratis at deltage og du behøver ikke at tilmelde dig, kom bare i god tid, så du kan finde dig et sted at sidde.
Koldt og varmt kan købes i baren.